

Gratis morgenbrief
om psykologiske temaer
Få indsigt om aktuelle psykologiske temaer på 45 minutter. Vi udforsker alt fra konflikthåndtering og dét at sætte grænser til generationskløfter og udfordringer i sexlivet. Og du er velkommen til at spørge undervejs.
Mænds følelsesliv og væren i verden
med Anja Skau-Andersen, Mikkel Hørby og Poul Poder
Vi talte om mænds følelser og væren i verden. Herunder, hvordan kulturelle normer og værdier giver mænd og kvinder forskellige forudsætninger for at udtrykke sig og indgå i nære og intime relationer.
Denne gang havde vi Poul Poder med som gæst. Han er sociolog og lektor på Københavns Universitet og blandt andet ekspert i emotionssociologi. Det blev en interessant samtale, hvor vi også talte om nogle af de herskende forventninger, der dominerer, når det kommer til kærlighed. Vi talte om, hvad der kan skabe adskillelse i det lange parforhold og hvordan vi omvendt kan stå frem og sammen, så vores utilstrækkeligheder ikke sætter sig som en kile imellem os.
Blev julen ikke helt, som du havde håbet på?
med Anja Skau-Andersen og Mikkel Hørby
Julen er en tid med mange følelser og forventninger, som let kommer til at skabe et pres, der giver hyggen og nærværet svære betingelser. I denne Morgenbrief taler vi om, hvordan vi kan gå til julen og skabe den aften og juleferie, vi håber på.
Udfordringer i sexlivet
med Anne Sofie Allarp, Anja Skau-Andersen og Mikkel Hørby
Har hverdagen taget over, og føles jeres sexliv mest som en fjern drøm? Er kommunikationen blevet svær og fylder usikkerheden langt mere end lysten? Så er I langt fra alene.
I denne Morgenbrief har vi selskab af Anne-Sofie Allarp, som tidligere har sat fokus på tabuer og lyst i podcasts og artikler. Vi sætter ord på nogle af de udfordringer, der kan spænde ben for intimiteten og sexlivet og taler meget mere om, hvordan nærhed, lyst og begær kan bringes tilbage i parforholdet med fornyet kraft.
Går du og drømmer om at komme tættere på din partner i julen? Så lyt med og få inspiration til at styrke intimiteten og skabe mere nærvær.
Konflikter i familien
med Anja Skau-Andersen og Mikkel Hørby
Når konflikter i familien ender med at blive tilbagevendende magtkampe, bliver de til et farligt sted at mødes, fordi vi mister kontakten til dem, vi har brug for at være tætte på. I denne Morgenbrief taler vi om de typiske konfliktmønstre og hvorfor mange af os har svært ved at håndtere konflikterne. Vi taler også om, hvordan vi kan gå til konflikterne, så de bliver til en mulighed for komme tættere på hinanden.